Mere politi og hårdere straffe

I Danmark skal alle borgere kunne føle sig trygge, både på gaden og i hjemmet. Derfor arbejder vi for flere midler til politiet og for hårdere straffe, især for personfarlig kriminalitet. Hensynet til ofrene skal være størst.

HVORFOR

1

Mere tryghed kræver mere politi og en bedre forebyggende indsats.

2

Vi vil have et opgør med skyggedanmark; ghettoer og parallelsamfund, hvor kriminalitet, radikalisering og parallelle retsopfattelser slår rod.

3

Vi har ingen tolerance over for vold. Og ofrene skal ikke kunne møde deres overfaldsmand på gaden, kort efter at dommen er faldet.

 
 

HVORDAN

 

Ny rocker- og bandepakke

Justitsminister Søren Pape Poulsen har d. 28. januar 2017 lanceret en rocker- og bandepakke med 28 initiativer, der skal skabe mere tryghed og sikkerhed for borgerne ved at få rockere og bandemedlemmer væk fra gaderne og ud af de kriminelle miljøer. Hør Søren Pape fortælle om bandepakken i videoen eller hent bandepakken på regeringen.dk


Læs mere om bandepakken her

 
 
 

 

Kast lys over skyggedanmark

Vi ønsker et opgør med de parallelsamfund, hvor politibetjente mødes med stenkast, og hvor dansk lov og ret reelt er sat ud af kraft. Derfor mener vi, at man bør oprette mobile nærpolitistationer i ghettoer, der er belastet af kriminalitet. Det er afgørende, at vi får sat ind over for bandekriminalitet, og at kriminalitet aldrig bliver en levevej.

Pas på ofrene – indfør højere straf for personfarlig kriminalitet

Man skal ikke kunne møde sin gerningsmand på gaden, kort tid efter at vedkommende er blevet dømt. Det kan man desværre risikere i dag, fordi straffene i Danmark er for lave, og gerningsmænd dermed alt for hurtigt bliver sat på fri fod igen. Vi ønsker at skærpe straffen for personfarlig kriminalitet. Vi ønsker, at indbrud skal straffes med fængsel, og at udenlandske kriminelle skal sendes til afsoning i deres hjemlande. Samtidig skal det være sværere at opnå prøveløsladelse, hvis man har begået organiseret eller personfarlig kriminalitet.

Forebyggelse gavner

Det er bedre at forebygge end at helbrede. Derfor ønsker vi at styrke SSP-samarbejdet og gribe tidligt og konsekvent ind over for unge, der er på vej ind i en kriminel løbebane. Vores vision er, at vi kan opnå et Danmark uden ghettoer. I dag er ghettoerne belastet af volds-, våben- og narkokriminalitet. Det er et problem for vores samfund, men det er også et problem for de unge, der vokser op i områder med dårlige forbilleder. Derfor er det en del af forebyggelse af kriminalitet, at vi får afviklet ghettoerne.

Antiradikalisering

Vi ønsker at bekæmpe terror gennem en velfungerende efterretningstjeneste, et stærkt politi og de sociale myndigheder. Et led i den bekæmpelse er, at der sættes ind i både skoler, fængsler, på gaden og over for ekstreme trossamfund. Vi er tilhængere af hårde straffe til personer, der radikaliserer unge, træner eller på nogen måde hjælper terrorister, begår eller opfordrer til terror.

Brug pengene rigtigt

Vi ønsker at afsætte flere penge til politiet. Men pengene skal bruges rigtigt. Der er ingen grund til f.eks. at anvende mandskab i fotovogne, når opgaven sagtens kan varetages af automatisk fotoudstyr. Vi har størst gavn af betjentene, når de er synlige i gadebilledet og har mulighed for at skride ind over for personer, der udøver vold, hærværk, indbrud og lignende.